Efterfødselsreaktioner

Foråret 2017

Efterfølgende var jeg indlagt på barselsafsnittet, da jeg havde høj feber og et infektionstal på 296, som normalvis højest må være på 8…

På 5. dagen kunne jeg ikke mere! Jeg trængte til at komme hjem i trygge og vante omgivelser. Nok var jeg svækket på grund af den hårde fødsel og besværet på grund af kejsersnittet, men jeg havde behov for at være sammen som en familie. Benny måtte jo ikke overnatte på vores barselsafsnittet, men var der i al den tid der måtte være besøgende.

Jeg fik heldigvis lov til at komme hjem, men skulle stadigvæk komme ind på sygehuset tre gange i døgnet, for at få antibiotika i drop.

Efter 14 dage blev jeg langt om længe udskrevet og herefter begyndte det stille og roligt at gå den rigtige vej.

Jeg kom til hægterne igen, arret fra kejsersnittet blev mindre besværet og jeg følte at jeg kunne være den mor overfor Sine, som jeg ønskede.

Tiden herefter gik godt; Sine var (og er stadigvæk) en dejlig og nem baby med let til smil.

Når jeg blev spurgt indtil hvordan fødslen var gået og hvordan jeg havde det, var mit svar hårdt og kontant! Fødslen gik bestemt ikke som jeg havderegnet med og jeg synes, at den første tid var utrolig svær og virkelig hård at komme igennem.

Derfor takkede Benny og jeg ja til at komme til en efterfødselssamtale, hvilket hjalp mig rigtig meget!

Efter den kunne jeg se væsentlig mere positivt på hele fødselsforløbet og ikke kun den første og sidste del. Jeg har måske (men også kun måske…) lyst til at prøve at føde selv, når Sine engang skal være storesøster.

Fødselsberetning

Foråret 2018

Som de sidste ni måneder, vågnede jeg en søndag morgen kl. 5:05 ved at jeg følte at jeg skulle tisse. I det samme som jeg vendte mig og skulle til at rejse mig fra sengen gik vandet.

Jeg vækkede Benny med det samme og gik derefter ud på toilettet, hvor jeg han hurtigt kom ud til mig. Vi blev enige om at jeg skulle ringe til fødegangen, da vandet blev ved med at sive ud af mig.

De ville gerne se mig, så jeg pakkede hurtigt de sidste ting til min egen taske og gjorde mig klar – ja, så klar som jeg nu kunne blive. Benny mente ikke at det var nødvendigt at han pakkede en taske, da han var sikker på at de ville sende os hjem igen.

På vej indtil sygehuset begyndte veerne stille og roligt at komme, det gjorde ondt, men var slet ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig.

Men det blev de hurtigt! Selvom vi sikkert kun ventede i fem minutter på at blive tilset af en jordemoder, virkede det som en evighed…

Da hun endelig kom og tjekkede mig, var jeg kun 1-2 cm. åben, så jeg frygtede virkelig at hun ville sende os hjem igen. Det tror jeg hun kunne mærke på mig, så vi fik lov til at få en stue.

Jeg startede med at få lavament, hvor slimproppen efterfølgende gik med det samme. Veerne fortsatte hyppigt og jeg kom i det karbad, som jeg havde ønsket. Det var virkelig behageligt, men jo hurtigere der blev i mellem veerne, jo værre blev det for min lænd at sidde i karet. Jeg fik derfor bistik, som gjorde noget så forfærdeligt ondt, men heldigvis hjalp for en kort stund.

Omkring middagstid blev jeg tjekket igen, hvor jeg her var 4 cm. åben. Der besluttede jeg mig for at få epidural, egentlig mest fordi det stadigvæk gjorde noget så ondt i min lænd. Her var bistikkene ingenting i for hold til epiduralen, av for satan i sgu og helvede… Men sikke en effekt! Eftermiddagen gik herefter med en del søvn, alt for meget opkast og selvfølgelig veerne, selvom jeg stort set intet mærkede til dem.

Først på aftenen blev jeg tjekket igen, her var jeg 9 cm. åben. Men da hovedet endnu ikke sad ordentligt fast blev der prøvet med rebozo. Herefter blev jeg tvunget til at presse, hvilket var ret så svært, da jeg stort set ingen pressetrang havde.

Sådan fortsatte aftenen og jeg begyndte at blive træt, rigtig træt… Veerne var kun blevet forværret, så jeg fik lattergas, som virkelig var en stor hjælp!

Ved en efterfølgende scanning viste det at hovedet fortsat sad nedad, men stadigvæk ikke havde sat sig ordentligt fast. Jeg blev derfor igen tvunget til at presse og omkring midnat begyndte jeg for første gang at bede om at få kejsersnit.

Jordemoderen så gerne at jeg fortsat prøvede selv, men tilkaldte alligevel en fødselsoverlæge. Hun tvang mig også til at presse, men da jeg vitterligt ikke havde flere kræfter at give af, bad jeg igen om et kejsersnit.

Klokken slog 03:00 og jeg var færdig, fuldstændig færdig… I mellem endnu en tvungen pressetrang, bad jeg igen om kejsersnit og endelig sagde de god for det.

Næsten ét døgn og fire jordemødre senere, blev Sine født ved akut kejsersnit mandag d. 23. april 2018 kl. 04:29 – som stjernekigger!

Drømmen om at blive forældre

Sommeren 2017

En torsdag i august stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden, igen…

Der havde efterhånden været en del af disse tests, men de havde desværre resulteret i to spontane aborter, så hvorfor skulle det lykkedes denne gang?

Jeg havde rigtig svært ved at tro på de to streger, samtidig var min far alvorligt syg og sov ind et par dage efter, så jeg glemte næsten graviditeten i starten af første trimester. Tiden gik og vi nærmede os den første milepæl, hvor vi skulle til nakkefoldsscanning. Sidst jeg var nået så langt i en graviditet, begyndte jeg at bløde dagen før scanningen, så jeg var meget nervøs og rigtig bange. Jeg kan tydeligt huske, da det endelig blev vores tur og jeg kom ind og skulle ligge på briksen. Jeg lå bare og kiggede op i loftet indtil jeg svagt kunne høre hjertelyden og jordemoderen som sagde: “Skal du ikke se dit barn?” Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, der lå en lille Spirrevip og voksede så fint inde i min mave. Nu skulle vi igen bare vente, for jovist havde vi både hørt og set at vi skulle være forældre – men var barnet nu også sundt og rask? Vi begyndte at nærme os anden milepæl; misdannelsesscanningen. Mit søvnbehov var vokset og jeg som normalvis elskede min morgenmad, kæmpede en kamp for at få den ned grundet konstant kvalme. Men derfor kunne der jo stadigvæk godt være noget galt… Dagen for misdannelsesscanningen kom og efter hvad der føltes som en evighed, hørte jeg endelig mit navn blive nævnt i venteværelset. Skridtene hen til scanningslokalet var lange og synet af det velkendte rum, gjorde mig utilpas. Jeg lagde mig forsigtigt op på briksen og kiggede med det samme op i loftet. Benny tog min svedige hånd i det samme, som jordemoderen smurte det kolde gel på min mave. Jeg knugede hans hånd hårdt indtil min, imens jeg forsigtigt kiggede op på skærmen. Inde i min mave lå vores datter – sund og rask. Tredje gang var virkelig lykkens gang! Endelig blev det vores tur, til april skulle vi være nogens mor og far. Resten af graviditeten forløb som den skulle og jeg nød virkelig at være gravid! Og inden jeg fik set mig om, var der kun seks uger til termin og jeg skulle på barsel. Det var efterhånden tiltrængt, særligt fordi plukveerne begyndte at være ret stride og jeg døjede med alt for meget væskede i kroppen. Da vi ramte terminsdagen, var der stadigvæk ingen tegn på at vores datter ville ud. Jeg begyndte at blive utålmodig, men samtidig var jeg også lettet. Lettet fordi jeg faktisk gruede afsindigt meget for fødslen. Var alt gået som det skulle, da jeg blev gravid første gang, var jeg overbevist om at jeg skulle have et planlagt kejsersnit. Men denne gang var jeg fast besluttet på at jeg skulle føde selv.

Jeg havde rigtig svært ved at tro på de to streger, samtidig var min far alvorligt syg og sov ind et par dage efter, så jeg glemte næsten graviditeten i starten af første trimester.

Tiden gik og vi nærmede os den første milepæl, hvor vi skulle til nakkefoldsscanning. Sidst jeg var nået så langt i en graviditet, begyndte jeg at bløde dagen før scanningen, så jeg var meget nervøs og rigtig bange.

Jeg kan tydeligt huske, da det endelig blev vores tur og jeg kom ind og skulle ligge på briksen. Jeg lå bare og kiggede op i loftet indtil jeg svagt kunne høre hjertelyden og jordemoderen som sagde: “Skal du ikke se dit barn?” Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, der lå en lille Spirrevip og voksede så fint inde i min mave.

Nu skulle vi igen bare vente, for jovist havde vi både hørt og set at vi skulle være forældre – men var barnet nu også sundt og rask?

Vi begyndte at nærme os anden milepæl; misdannelsesscanningen. Mit søvnbehov var vokset og jeg som normalvis elskede min morgenmad, kæmpede en kamp for at få den ned grundet konstant kvalme. Men derfor kunne der jo stadigvæk godt være noget galt…

Dagen for misdannelsesscanningen kom og efter hvad der føltes som en evighed, hørte jeg endelig mit navn blive nævnt i venteværelset. Skridtene hen til scanningslokalet var lange og synet af det velkendte rum, gjorde mig utilpas.

Jeg lagde mig forsigtigt op på briksen og kiggede med det samme op i loftet. Benny tog min svedige hånd i det samme, som jordemoderen smurte det kolde gel på min mave. Jeg knugede hans hånd hårdt indtil min, imens jeg forsigtigt kiggede op på skærmen. Inde i min mave lå vores datter – sund og rask. Tredje gang var virkelig lykkens gang! Endelig blev det vores tur, til april skulle vi være nogens mor og far.

Resten af graviditeten forløb som den skulle og jeg nød virkelig at være gravid! Og inden jeg fik set mig om, var der kun seks uger til termin og jeg skulle på barsel. Det var efterhånden tiltrængt, særligt fordi plukveerne begyndte at være ret stride og jeg døjede med alt for meget væskede i kroppen.

Da vi ramte terminsdagen, var der stadigvæk ingen tegn på at vores datter ville ud. Jeg begyndte at blive utålmodig, men samtidig var jeg også lettet. Lettet fordi jeg faktisk gruede afsindigt meget for fødslen. Var alt gået som det skulle, da jeg blev gravid første gang, var jeg overbevist om at jeg skulle have et planlagt kejsersnit. Men denne gang var jeg fast besluttet på at jeg skulle føde selv.

Tilbage til hvor det hele startede, del 3

Vinteren 2013

Benny og jeg så hinanden et par gange i den kommende uge, og kemien i mellem os blev kun bedre.

Om fredagen skulle jeg holde indflytterfest for mine veninder, og jeg håbede selvfølgelig på, at jeg ville møde ham i Jomfru Ane Gade senere på aftenen.

Aftenen forløb lige præcis som jeg ønskede, og da mine veninder og jeg kom i byen, var det ikke kun mig der gerne vil se Benny. Mine veninder var foreståeligt nok nysgerrige efter at se hvem jeg nu havde fået et godt øje til. To af mine veninder var endda så ihærdige, at de fandt Benny på et diskotek inden jeg nogensinde nåede at sende en sms til ham.

Sommerfuglene i maven blev ikke mindre, da jeg så ham stå der på dansegulvet, tværtimod! I stedet for et kejtet knus blev det til et intimt kys, som fik mig til at svæve på en lyserød sky. Behøver jeg at fortælle, at vi resten af byturen sad meget tæt og flettede fingre?

Ugerne efter gik stærkt, vi så mere og mere til hinanden, men så blev det også ved det.

 Jeg var blevet rigtig glad for Benny, og ville gerne være mere end bare venner. Men jeg turde ikke tage skridtet i frygt for at han ikke vil det samme…

Julen nærmede sig og da jeg elsker december, havde jeg lavet personlige adventsgaver til Benny.

 Om den den sidste adventsgave med en romantisk aften slog benene væk under ham eller om han bare langt om længe havde fået fingeren ud, ved jeg faktisk ikke. Men juleaftensdag fik jeg en sms, som i den grad ændrede mit liv!

“Du kan lige spekulere over en ting i løbet af dagen;

Vil du være kæreste med mig?

Ja:

Nej:

Måske:

Ved ikke:”

Jeg fik læst sms’en et par gange før det gik op for mig, hvad det var Benny egentlig havde skrevet. Derefter kunne jeg ikke svæve højere på en lyserød sky og sommerfuglene i min mave fløj forvirret rundt. Det var den sødeste og mest kejtede måde at gøre det på, men jeg elskede det!

Nu hvor jeg havde ventet fire måneder på, at Benny skulle tage sig sammen, så kunne han også godt vente et par timer på mit svar. Desværre for min stædighed kunne jeg ikke engang vente i fire minutter, så jeg fandt hurtigt hans navn i min telefonbog og gav ham mit ja.

 Det var den bedste julegave jeg nogensinde havde fået!

Tilbage til hvor det hele startede, del 2

Efteråret 2013

Benny og jeg begyndte at skrive mere og mere sammen, og jeg husker stadigvæk tydeligt de sms’er vi udvekslede i de sene nattetimer:

“At det ikke gør noget at det roder, at lyset står tændt i hele lejligheden, at dagen ikke behøver at være planlagt, og at opvasken sagtens kan vente… Nå nej, det sidste har du styr på ;-)”

Hvordan kunne han kende mig så godt? Vi havde jo ikke engang mødt hinanden endnu! Apropos det, så blev han desuden også ved med, at spørge mig om vi ikke skulle ses.

Jeg var blevet droppet af Bonderøven, hvilket jeg havde det helt okay med. Stiletter hører bare ikke til i mellem halm og kolort… Jeg havde godt nok en aftale med Blondinen en fredag aften i oktober, men derfor kunne jeg vil godt se Benny søndag aften?

Jeg besluttede mig for at spille på to heste, lægge mine fordomme på hylden for en stund, og sagde ja til at mødes med Benny. Det fortjente han trods alt efter de fire hvide løgne, som jeg havde tidligere havde stukket ham.

Daten med Blondinen var okay, vi snakkede fint sammen, men jeg kunne ærligtalt ikke se en fremtid sammen med ham. Desuden havde mine tanker været et helt andet sted den aften… Godt der ikke var længe til søndag!

Som sædvanlig gik weekenden stærkt, og inden jeg fik set mig om nærmede søndag aften sig med hastige skridt.

Jeg havde i løbet af weekenden forsøgt at finde på 117 undskyldninger for igen at aflyse med Benny. Takket være strenge ordrer fra min storesøster, så blev det heldigvis ikke tilfældet.

Benny og jeg havde aftalt at han skulle komme hjem til mig kl. 20:00, så jeg nåede at skifte tøj og kigge mig i spejlet Gud ved hvor mange gange, imens jeg tænkte alt for mange tanker;

“Hvad nu hvis jeg havde ret i mine fordomme? Hvad nu hvis vi ikke havde noget at snakke om? Hvad nu hvis han ikke kunne lide mig?”

De tanker faldt hurtig til jorden, da Benny først trådte ind af døren. Vi fik givet hinanden et kejtet knus, og jeg viste ham rundt i min 2-værelses lejlighed. Allerede der gik snakken, og hans rolige sind gemte min nervøsitet af vejen.

De næste timer fløj af sted, og vi fik snakket om alt i mellem himmel og jord. Jeg havde sjældent haft så god kemi med en fyr, og jeg nød at snakken bare flød.

Selvom vi kunne have snakket hele natten, så var det desværre kun mig der havde efterårsferie, og kunne sove længe dagen efter.

Da Benny var taget hjem, gik jeg i seng med et smil på læben og en god mavefornemmelse. Jeg kunne mærke at dét her kunne blive rigtig godt, det jeg skulle i hvert fald nok gøre mit til!

Men det blev lettere sagt end gjort…

Tilbage til hvor det hele startede, del 1

Sommeren 2013

Jeg var blevet single… igen! Nu havde jeg haft tre længerevarende forhold; de to første var mig utro, og ved det tredje valgte jeg selv at sige fra. Vi var simpelthen for forskellige, og ville i hver vores retning. Plejer man ikke at sige, at tredje gang er lykkens gang? Åbenbart ikke for mig, og jeg begyndte vitterligt at opgive drømmen om at finde kærligheden.

I stedet for at bruge min lørdag aften hjemme på sofaen, blev Jomfru Ane Gade igen besøgt adskillige gange. Det blev til et par kys i ny og næ, men enten fik de mig ikke til at svæve på en lyserød sky, eller også ville de både have villa, Volvo og vovhund. Ja, jeg var kræsen! Men når jeg tidligere havde brændt nallerne, så syntes jeg ærligtalt at det var helt okay.

Skulle jeg virkelig godt nok til at være så desperat og ynkelig, at jeg igen skulle oprette en profil på Dating.dk? Sidste gang var det jo uden held… Og ja, her var jeg også kræsen, og havde i den grad mine fordomme imod internetdating. Alligevel fik jeg oprettet en ny profil med flere billeder end tidligere og en væsentlig mere detaljeret profiltekst, denne gang så måtte det sgu lykkedes!

Jeg begyndte at udforske siden, men tabte hurtigt kæben… det var fandme de samme fyre, som også var derinde for fire år siden! Irriteret og skuffet over mig selv fik jeg hurtigt logget af, og tænkte at løbet nok var kørt.

Bedst som perioden med en gratis profil udløb, og jeg var fast besluttet på at slette min profil igen, så kunne jeg se at der begyndte at være flere besøgende, og at der kom flere og flere breve i min indbakke. Min nysgerrighed var stor nok til, at jeg var nødt til at købe et medlemskab. Jeg fik hurtigt tjekket besøg og breve ud; nogle blev slettet med det samme, andre gemt for at holde dem lidt hen, og hov… der var sjovt nok én der også havde skrevet til mig for fire år siden!

Han hed Benny, havde briller, var bankmand og kun 1,73 centimeter høj – han var godt nok bette…

Jeg kunne tydeligt huske Bennys profilbillede, for ikke at nævne overskriften på hans profiltekst; “Vild på en motorcykel – Kedelig bag et skrivebord”. Selvom de fire B’er stadigvæk sad i mig, så havde han sgu da i det mindste humor!

Det ligger ikke til mig som person at være uhøflig, derfor svarede jeg på alle de breve jeg fik på Dating.dk, inklusiv Bennys. At jeg så ikke var interesseret i halvdelen af dem som skrev til mig, var jo ikke deres skyld, men de fortjente i det mindste at få et pænt nej tak.

Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, så var der altså ét eller andet over Benny, men jeg kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Dog fik jeg trykket “Ikke interesseret” på hans profil, men gemte alligevel hans brev.

Henover sommeren 2013 fik jeg skrevet med Splejsen og Blondinen på Dating.dk, og en aften i Jomfru Ane Gade mødte jeg Bonderøven. Det gamle, men brugte ordsprog: “Man skal kysse mange frøer, før man møder sin prins”, kunne jeg kun nikke genkendende til.

Selvom jeg havde lagt Benny lidt på is, så gav han ikke op, og sørme om han ikke spurgte igen om vi skulle mødes…

Splejsen havde jeg skrottet, Blondinen havde jeg endnu ikke mødt, og jeg håbede måske stadigvæk lidt på, at høre fra Bonderøven efter byturen for et par uger siden.

Skulle jeg virkelig godt nok til at ligge mine fordomme på hylden, og se hvad der gemte sig bag fire års skriverier on and off?