Drømmen om at blive forældre

Sommeren 2017

En torsdag i august stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden, igen…

Der havde efterhånden været en del af disse tests, men de havde desværre resulteret i to spontane aborter, så hvorfor skulle det lykkedes denne gang?

Jeg havde rigtig svært ved at tro på de to streger, samtidig var min far alvorligt syg og sov ind et par dage efter, så jeg glemte næsten graviditeten i starten af første trimester. Tiden gik og vi nærmede os den første milepæl, hvor vi skulle til nakkefoldsscanning. Sidst jeg var nået så langt i en graviditet, begyndte jeg at bløde dagen før scanningen, så jeg var meget nervøs og rigtig bange. Jeg kan tydeligt huske, da det endelig blev vores tur og jeg kom ind og skulle ligge på briksen. Jeg lå bare og kiggede op i loftet indtil jeg svagt kunne høre hjertelyden og jordemoderen som sagde: “Skal du ikke se dit barn?” Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, der lå en lille Spirrevip og voksede så fint inde i min mave. Nu skulle vi igen bare vente, for jovist havde vi både hørt og set at vi skulle være forældre – men var barnet nu også sundt og rask? Vi begyndte at nærme os anden milepæl; misdannelsesscanningen. Mit søvnbehov var vokset og jeg som normalvis elskede min morgenmad, kæmpede en kamp for at få den ned grundet konstant kvalme. Men derfor kunne der jo stadigvæk godt være noget galt… Dagen for misdannelsesscanningen kom og efter hvad der føltes som en evighed, hørte jeg endelig mit navn blive nævnt i venteværelset. Skridtene hen til scanningslokalet var lange og synet af det velkendte rum, gjorde mig utilpas. Jeg lagde mig forsigtigt op på briksen og kiggede med det samme op i loftet. Benny tog min svedige hånd i det samme, som jordemoderen smurte det kolde gel på min mave. Jeg knugede hans hånd hårdt indtil min, imens jeg forsigtigt kiggede op på skærmen. Inde i min mave lå vores datter – sund og rask. Tredje gang var virkelig lykkens gang! Endelig blev det vores tur, til april skulle vi være nogens mor og far. Resten af graviditeten forløb som den skulle og jeg nød virkelig at være gravid! Og inden jeg fik set mig om, var der kun seks uger til termin og jeg skulle på barsel. Det var efterhånden tiltrængt, særligt fordi plukveerne begyndte at være ret stride og jeg døjede med alt for meget væskede i kroppen. Da vi ramte terminsdagen, var der stadigvæk ingen tegn på at vores datter ville ud. Jeg begyndte at blive utålmodig, men samtidig var jeg også lettet. Lettet fordi jeg faktisk gruede afsindigt meget for fødslen. Var alt gået som det skulle, da jeg blev gravid første gang, var jeg overbevist om at jeg skulle have et planlagt kejsersnit. Men denne gang var jeg fast besluttet på at jeg skulle føde selv.

Jeg havde rigtig svært ved at tro på de to streger, samtidig var min far alvorligt syg og sov ind et par dage efter, så jeg glemte næsten graviditeten i starten af første trimester.

Tiden gik og vi nærmede os den første milepæl, hvor vi skulle til nakkefoldsscanning. Sidst jeg var nået så langt i en graviditet, begyndte jeg at bløde dagen før scanningen, så jeg var meget nervøs og rigtig bange.

Jeg kan tydeligt huske, da det endelig blev vores tur og jeg kom ind og skulle ligge på briksen. Jeg lå bare og kiggede op i loftet indtil jeg svagt kunne høre hjertelyden og jordemoderen som sagde: “Skal du ikke se dit barn?” Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, der lå en lille Spirrevip og voksede så fint inde i min mave.

Nu skulle vi igen bare vente, for jovist havde vi både hørt og set at vi skulle være forældre – men var barnet nu også sundt og rask?

Vi begyndte at nærme os anden milepæl; misdannelsesscanningen. Mit søvnbehov var vokset og jeg som normalvis elskede min morgenmad, kæmpede en kamp for at få den ned grundet konstant kvalme. Men derfor kunne der jo stadigvæk godt være noget galt…

Dagen for misdannelsesscanningen kom og efter hvad der føltes som en evighed, hørte jeg endelig mit navn blive nævnt i venteværelset. Skridtene hen til scanningslokalet var lange og synet af det velkendte rum, gjorde mig utilpas.

Jeg lagde mig forsigtigt op på briksen og kiggede med det samme op i loftet. Benny tog min svedige hånd i det samme, som jordemoderen smurte det kolde gel på min mave. Jeg knugede hans hånd hårdt indtil min, imens jeg forsigtigt kiggede op på skærmen. Inde i min mave lå vores datter – sund og rask. Tredje gang var virkelig lykkens gang! Endelig blev det vores tur, til april skulle vi være nogens mor og far.

Resten af graviditeten forløb som den skulle og jeg nød virkelig at være gravid! Og inden jeg fik set mig om, var der kun seks uger til termin og jeg skulle på barsel. Det var efterhånden tiltrængt, særligt fordi plukveerne begyndte at være ret stride og jeg døjede med alt for meget væskede i kroppen.

Da vi ramte terminsdagen, var der stadigvæk ingen tegn på at vores datter ville ud. Jeg begyndte at blive utålmodig, men samtidig var jeg også lettet. Lettet fordi jeg faktisk gruede afsindigt meget for fødslen. Var alt gået som det skulle, da jeg blev gravid første gang, var jeg overbevist om at jeg skulle have et planlagt kejsersnit. Men denne gang var jeg fast besluttet på at jeg skulle føde selv.

Written by

Skriv et svar