Fødselsberetning

Foråret 2018

Som de sidste ni måneder, vågnede jeg en søndag morgen kl. 5:05 ved at jeg følte at jeg skulle tisse. I det samme som jeg vendte mig og skulle til at rejse mig fra sengen gik vandet.

Jeg vækkede Benny med det samme og gik derefter ud på toilettet, hvor jeg han hurtigt kom ud til mig. Vi blev enige om at jeg skulle ringe til fødegangen, da vandet blev ved med at sive ud af mig.

De ville gerne se mig, så jeg pakkede hurtigt de sidste ting til min egen taske og gjorde mig klar – ja, så klar som jeg nu kunne blive. Benny mente ikke at det var nødvendigt at han pakkede en taske, da han var sikker på at de ville sende os hjem igen.

På vej indtil sygehuset begyndte veerne stille og roligt at komme, det gjorde ondt, men var slet ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig.

Men det blev de hurtigt! Selvom vi sikkert kun ventede i fem minutter på at blive tilset af en jordemoder, virkede det som en evighed…

Da hun endelig kom og tjekkede mig, var jeg kun 1-2 cm. åben, så jeg frygtede virkelig at hun ville sende os hjem igen. Det tror jeg hun kunne mærke på mig, så vi fik lov til at få en stue.

Jeg startede med at få lavament, hvor slimproppen efterfølgende gik med det samme. Veerne fortsatte hyppigt og jeg kom i det karbad, som jeg havde ønsket. Det var virkelig behageligt, men jo hurtigere der blev i mellem veerne, jo værre blev det for min lænd at sidde i karet. Jeg fik derfor bistik, som gjorde noget så forfærdeligt ondt, men heldigvis hjalp for en kort stund.

Omkring middagstid blev jeg tjekket igen, hvor jeg her var 4 cm. åben. Der besluttede jeg mig for at få epidural, egentlig mest fordi det stadigvæk gjorde noget så ondt i min lænd. Her var bistikkene ingenting i for hold til epiduralen, av for satan i sgu og helvede… Men sikke en effekt! Eftermiddagen gik herefter med en del søvn, alt for meget opkast og selvfølgelig veerne, selvom jeg stort set intet mærkede til dem.

Først på aftenen blev jeg tjekket igen, her var jeg 9 cm. åben. Men da hovedet endnu ikke sad ordentligt fast blev der prøvet med rebozo. Herefter blev jeg tvunget til at presse, hvilket var ret så svært, da jeg stort set ingen pressetrang havde.

Sådan fortsatte aftenen og jeg begyndte at blive træt, rigtig træt… Veerne var kun blevet forværret, så jeg fik lattergas, som virkelig var en stor hjælp!

Ved en efterfølgende scanning viste det at hovedet fortsat sad nedad, men stadigvæk ikke havde sat sig ordentligt fast. Jeg blev derfor igen tvunget til at presse og omkring midnat begyndte jeg for første gang at bede om at få kejsersnit.

Jordemoderen så gerne at jeg fortsat prøvede selv, men tilkaldte alligevel en fødselsoverlæge. Hun tvang mig også til at presse, men da jeg vitterligt ikke havde flere kræfter at give af, bad jeg igen om et kejsersnit.

Klokken slog 03:00 og jeg var færdig, fuldstændig færdig… I mellem endnu en tvungen pressetrang, bad jeg igen om kejsersnit og endelig sagde de god for det.

Næsten ét døgn og fire jordemødre senere, blev Sine født ved akut kejsersnit mandag d. 23. april 2018 kl. 04:29 – som stjernekigger!

Written by

Skriv et svar